Myte:
“Man får trods alt kun grimme tænder af at ryge cigaretter”

Myte:
“Man får trods alt kun grimme tænder af at ryge cigaretter”

Fact:
Nikotin skader munden, tandkødet og tænderne

Det er de færreste, der skænker deres tænder og tandkød en tanke, når de anvender tobaks- og nikotinprodukter. Langt de fleste ved godt, at rygning er skadeligt for helbredet og særligt for lungerne, men det er mindre kendt, at både cigaretter, e-cigaretter og de røgfrie nikotinprodukter skader tænder og tandkød. Ved dagligt indtag af nikotinprodukter kan konsekvenserne for tænder og tandkød være store.

Forskning viser at regelmæssig brug af cigaretter og e-cigaretter øger risikoen for tandkødsbetændelse, herunder parodontitis. De typiske symptomer på tandkødsbetændelse er at tandkødet bløder når du børster tænder eller bruger tandtråd. Tandkødet er ofte rødt og hævet. Dårlig ånde kan også være et tegn på tandkødsbetændelse. Parodontitis er en alvorlig tandsygdom, hvor betændelsen har spredt sig til de dybereliggende væv. Parodontitis kan i værste fald føre til at tænderne bliver løse og falder ud.

De røgfri nikotinprodukter, f.eks. snus og nikotinposer, irriterer mundslimhinden, der som beskyttelse danner en slags hård hud i form af hvidlige, rynkede plamager, der hvor nikotinproduktet lægges. De hvide plamager der opstår i mundhulen, kan forsvinde, hvis man stopper sit forbrug. Men hvis tandkødet har trukket sig tilbage, er det dog ikke muligt at tænderne får deres normale udseende igen – heller ikke hvis man stopper med sit forbrug. Når først tandkødet har trukket sig tilbage, vokser det ikke op igen. Snus kan, ligesom cigaretter, også misfarve tænderne. Derudover kan snus gøre spyttet i munden brunt.